Lad os være rigtige: Når Sir Alex Ferguson siger, at hans succes var "mere at gøre med mennesker end med spillene", er det nemt at rulle med øjnene. Selvfølgelig ville han sige det. Men efter at have set fodbold i årtier, tror jeg, at der er mere sandhed i det, end vi kan lide at indrømme. Manden byggede imperier på forhold, og nogle gange slørede disse forhold linjer. Lad os pakke det ud.
So Fergie was just a social butterfly, not a tactical genius?
Ingen siger, at han ikke var et taktisk geni. Men den virkelige magi lå i, hvordan han håndterede mennesker. Han vidste, hvordan man får det bedste ud af spillere, hvordan man charmerer medierne, og hvordan man holder rivalerne tæt på. Jeg kan huske, at jeg læste, at han ofte havde en kop te med modstridende ledere og endda dommere. Det er ikke ulovligt, men det er smart. Du opbygger rapport, og måske – bare måske – påvirker den rapport beslutninger på et splitsekund. Jeg siger ikke, at det er en sammensværgelse; det er bare menneskets natur.
Nogle fans vil fortælle dig, at enhver United-fan dengang vidste, at han elskede at sidde sammen med fodboldfolk. Det var ikke en hemmelighed. Han chattede med dommere, rivaliserende ledere, ja selv journalister. Sådan kom han ind i deres hoveder. Og ja, måske er det derfor, United så ud til at få det grønne på Old Trafford. Men var det snyd? Nej. Det var netværk, og det virkede.
But what about that penalty stat? 417 years without a penalty against them?
Ah, den berygtede straffetørke på Old Trafford. Jeg har set statistikken kastet rundt: United gik noget i retning af 417 dage uden at indkassere et straffespark på hjemmebane. Det er ikke en tastefejl – det var over et år. Fans af andre klubber vil fortælle dig, at det er bevis på en sammensværgelse. United-fans vil sige, at det er fordi hold parkerede bussen og aldrig kom ind i boksen. Sandheden er nok et sted midt imellem. Men når man hører en dommer som Mark Halsey indrømme, at han favoriserede United på Old Trafford, må man undre sig. Halsey sagde det, og det er registreret. Han sagde, at han var påvirket af mængden og Fergies tilstedeværelse. Det er ikke korruption; det er psykologi.
Jeg siger ikke, at dommerne var på vej. Men når du har en manager, der har eksisteret i årtier, som kender hver dommer ved navn, som inviterer dem på en drink efter kampen, opbygger du et forhold. Og relationer påvirker beslutninger, selv ubevidst. Det er derfor hjemmefordel er en ting. Det er derfor, hold som United, Liverpool og Real Madrid får flere beslutninger på hjemmebane. Det er ikke rigtigt, men det er ægte.
Was it all just a big charm offensive?
Stort set. Fergies geni var at få alle til at føle sig vigtige. Spillere, personale, selv tedamen. Han ville huske navne, spørge om familier og få dig til at føle, at du betød noget. Det er derfor, spillerne løb gennem mure for ham. Det er derfor, dommere kunne have givet ham tvivlen. Det er ikke uhyggeligt; det er ledelse. Og det er noget moderne ledere ofte glemmer. De fokuserer på taktik og data, men de glemmer, at fodbold er et folkespil. Fergie glemte det aldrig.
Så når han siger, at det handlede om mennesker, er han ikke beskeden. Han fortæller dig sin hemmelighed. Han vidste, at hvis du vinder hjerter og sind hos alle omkring dig, tager spillene sig af sig selv. Og ja, det betød måske et par gunstige opkald undervejs. Men det er fodbold. Det er ikke altid retfærdigt, men det er altid menneskeligt.
