Så Irlands Caoimhín Kelleher gav ikke hånden til Israels kaptajn før deres Nations League-kamp. Cue, at internettet mister sit kollektive sind. Jeg er ikke her for at fortælle dig, hvad du skal tænke, men jeg er her for at fortælle dig, hvad jeg synes. Og jeg tror, det er et af de øjeblikke, hvor fodbold og det virkelige liv støder sammen på en måde, der gør alle utilpas.
Why this handshake snub is a bigger deal than you think
Se, håndtryk før kampen er normalt en formalitet. Du nikker, du ryster, du kommer videre. Men når du er kaptajn for Irland og du står over for Israel, sker der meget mere. Kelleher sprang ikke bare et håndtryk over; han afgav en erklæring. Og i en verden, hvor fodboldspillere ofte får besked på at holde sig til sport, besluttede han sig for i stedet at holde fast i sine principper.
Nogle mennesker kalder det respektløst. Andre kalder det modigt. Jeg kalder det en påmindelse om, at disse spillere er mennesker med meninger, ikke robotter. Og helt ærligt, hvis du er overrasket over, at en irsk spiller kan have stærke følelser for Israel, har du ikke været opmærksom.
The backlash was predictable and a bit lazy
Så snart klippet gik viralt, kravlede de sædvanlige mistænkte ud. Du havde folk på den ene side, der kaldte ham en helt, og på den anden side kaldte ham en klovn. Og så havde du de virkelig dovne tak, som den, der sammenlignede situationen med en eller anden vag trussel fra FIFA eller FAI. Det er ikke en analyse; det er bare at råbe ind i tomrummet.
Hvad jeg fandt mere interessant, var forsøget på at gøre det om race eller klasse. Nogen opdragede Ashkenazi-eliter, hvilket er et mærkeligt flex i en fodboldtråd. Det er som om, at folk ikke bare kan tale om fodbold uden at trække en halvdårlig sociologitime i langdrag. Sandheden er, at Kellehers beslutning var personlig, politisk og sandsynligvis meget mere nuanceret, end en Reddit-kommentar kan fange.
What about the handshake rule? Does it even matter?
Teknisk set er håndtrykket en del af protokollen før kampen. Men det er ikke sådan, at dommeren vil sende ham af sted for det. FA kan bøde ham, eller de kan ikke. Det større spørgsmål er: betyder det noget? Det vil jeg påstå, at det gør, fordi det tvinger os til at konfrontere det faktum, at fodbold ikke er en boble. De samme konflikter, der deler verden, deler omklædningsrummet.
Og lad os være rigtige: Hvis du er Israels kaptajn, er du sikkert vant til dette nu. Ikke for at undskylde det, men for at erkende, at disse spillere er repræsentanter for nationer med komplicerede historier. Et håndtryk vil ikke løse noget, men at nægte en sender en besked.
Where do we draw the line between sport and politics?
Dette er spørgsmålet, der aldrig forsvinder. Hver gang en atlet tager et knæ eller nægter at bære et armbind, har vi den samme debat. Nogle fans vil have deres fodbold ren, uberørt af den rodede verden udenfor. Men det er en fantasi. Fodbold har altid været politisk, fra anti-apartheid-boykotterne til Barcelona-Real Madrid-rivaliseringen. At lade som om andet er blot bevidst uvidenhed.
Så nej, jeg synes ikke, at Kelleher skal forbydes eller fejres. Jeg synes, han skal ses som en fyr, der traf et valg. Og hvis du ikke kan lide det, er det fint. Men lad være med at lade som om, det handler om håndtrykkets hellighed.
Så der har du det. Kellehers snub kommer til at blive talt om i et stykke tid, og det vil gøre folk utilpas. Det er nok en god ting. Fodbold er bedst, når det får os til at tænke, ikke bare juble. Og hvis du er uenig, ja, det er det, kommentarerne er til for.
